Svinekød på spid med cognac og madagascarpeber

Svinekød på spid med cognac og madagascarpeber

Forberedelses tid:

Antal:

2

Ingredienser:

375 g svinekød, tern
100 g bacon, røget
6 cherry tomater
0,5 dl cognac
1 spsk knuste, syltede grønne peberkorn
olie
salt og peber
---------------------------------------
2 dl jasminris
1 bk cherry tomater
balsamico-eddike
oregano, tørret
salt og peber

Fremgangsmåde:

Vi tager lidt forskud på sommeren her, og skaber indendørs grillstemning. Hvis du har en grillpande er det jo alle tiders, men man kan sagtens lave spiddene på en almindelig, god pande også. Det er afgørende, at kødet får lov til at trække i marinaden i et stykke tid, det giver retten sin særlige smag.

Snit baconstykket ud i tern på størrelse med svinekødet. Læg kød og bacon i et fad og vend det sammen med cognac og knuste peberkorn. Dæk det til og lad det trække i mindst en time, meget gerne længere. Vend det rundt af og til. Tag derpå kødet op og dup det tørt med køkkenrulle. Stik det på spid skiftevis med bacon og cherrytomater. Pensl med olie. Opvarm grillpanden og grill spiddene til de er sprøde og møre, ca. 15 minutter i alt.

Det kan selvsagt også gøres på havegrillen.

Drys de færdige spid med groft salt. Serveres med kogte ris og en hurtig, frisk tomatsauce af hakkede tomater, der sauteres kort på panden med lidt balsamico. Kom evt. også lidt af cognacmarinaden i. Grill evt. også nogle hele, penslede forårsløg som tilbehør til retten.

I opskrifter kan man ikke bare bytte spritten ud efter forgodtbefindende. Jeg fik en gang hos nogle venner serveret en rabarberkage, der i mangel af portvin var stænket generøst med gammel dansk. Det var mildt sagt en anderledes oplevelse! Så har du ingen cognac i barskabet, så lad være med at forsøge dig med Bacardi eller Baileys. Brug en sjat rødvin i stedet.