Pasta med grillet gul peber og mozzarella

Pasta med grillet gul peber og mozzarella

Forberedelses tid:

Antal:

2

Ingredienser:

200 g spaghetti
2 gule peberfrugter
3 fed hvidløg
1 håndfuld basilikum, frisk
4 soltørrede tomater i olie
olivenolie
salt og friskkværnet peber
-------------------
1 mozzarella
2 tomater

Fremgangsmåde:

I kender dem efterhånden godt; de skønne, grillede peberfrugter. Smagen bliver helt anderledes rund og mild, og i kombinationen med frisk basilikum bliver det til en mundfuld solskin midt i vintermørket.

Del peberfrugterne på langs og fjern stilk og frøstol. Læg dem med skærefladen nedad på ovnens rist og stil dem ind under grillen. Og tag så en køkkenstol og sæt dig ned foran ovnen og hold godt øje!

Efter 5-10 minutter er peberfrugterne sorte og blistrede på overfladen. Tag dem ud og pak dem ind i et viskestykke. Når de er næsten afkølede, kan skindet pilles af med fingrene.

Riv peberfrugterne i strimler. Opvarm en del olivenolie på en pande og svits de pressede hvidløgsfed et øjeblik, de må endelig ikke branke. Kom peberfrugtstrimlerne på panden og varm dem igennem.

Kog spaghettien efter anvisningen på emballagen. Den færdige pasta vendes hurtigt sammen med peberfrugt, hvidløgsolie, groftrevne basilikumblade (mange!), salt, peber og strimler af soltørret tomat.

Snit osten i meget smalle strimler eller riv den groft og servere den ved siden af til at drysse over retten.

Server omgående.

PS: Hvis du savner lidt tilbehør, så skær et par store tomater over på tværs og steg dem kort på panden i olivenolie. Dryppes med lidt balsamico-eddike og drysses med salt, peber og tørret oregano.