Kyllingefilleterne skæres i mindre stykker (ca. 5 x 3 cm.) hvorefter de vendes i mel hvori salt,peber og basilikum er iblandet. Sørg for at drysse overskydende mel af stykkerne. Herefter vendes kyllingestykkerne i ægget og efterfølgende i en blanding af parmasan og rasp. Kyllingstykkerne stilles i køleskabet i mindst 1 time. I mellemtiden kan saucen forberedes. Skær den røde peber og løgene ud i mindre stykker. Sauter stykkerne i en mule olivenolie. Efter godt fem minutter tilsættes tomaterne som sauteres med i et par minutter. Herefter tilsættes 1 dl. hvidvin hvorefter saucen koges ind. Tilsæt nu fløden samt resten af hvidvinen og lad saucen småkoge i en lille time. Herefter blendes saucen og hældes tilbage i panden. Tilsæt finthakkede basilikumblade og lad saucen småkoge i et par minutter. Ikke for længe - så mister basilikummen sin smag. Kyllingstykkerne er efter en time i køleskabet godt faste og paneringen hæfter godt ved. Hæld mindst 1 cm olivenolien i en sautépande (så meget olie medfører at kyllingen og paneringen ikke hænger ved) Brun kyllingestykkerne i 15-20 min. og lad dem dryppe af på køkkenrulle eller bagepapir. Kog pastaen og hæld saucen over. - pynt med de ristede mandler og server kyllingestykkerne til.