Brioche

Brioche

Forberedelses tid:

Antal:

4

Ingredienser:

12,5 g gær
3 spsk mælk, lunkent
1 spsk sukker
1 tsk salt
3 æg
250 g hvedemel, fint
150 g smør, blødt
1 æggeblomme
2 spsk mælk

Fremgangsmåde:

1. Opløs gæren helt i den lunkne mælk i en stor røreskål. Tilsæt ½ dl af melet. Lad blandingen hæve i 5-10 minutter. Pisk æggene i, derefter salt og sukker og til sidst resten af melet lidt ad gangen. Den bløde, klistrede dej skal nu ‘slaskes’ godt igennem, så den bliver sej. Stik hånden ind under dejen og løft den op. Brug hånden som ske til at slå luft i dejen. Gentag dette i ca. 10 min., til dejen er meget smidig og elastisk. Det er noget nemmere med røremaskine. Dejen kan også laves på food-processor (plastickniv) med fint resultat.

2. Indarbejd det bløde smør lidt ad gangen på samme måde. Fordel klatter af smør på dejen og slå det ind i dejen med hånden som ovenfor beskrevet. Bliv ved, til al smørret er indarbejdet i dejen. Eller gør det med røremaskine. Smør et stykke film og læg det på dejen. Lad den hæve lunt (ca. 22°) til dobbelt størrelse (1-2 timer).

3. Slå dejen ned på et meldrysset bord, læg den igen i skålen, dæk den til og lad den igen hæve til dobbelt størrelse, eller sæt den i køleskabet natten over. Det sidste er det nemmeste af hensyn til formningen.

4. Efter anden hævning eller opholdet i køleskab formes briochen/briocherne. Tag ca. en tredjedel af dejen fra til en stor brioche. Form resten til en bold på et meldrysset bord. Læg den i en smurt briocheform (gerne slip-let-form). Saml tommel-, pege- og langfinger i en spids og tryk dem helt i bund midt i dejen, så der dannes et hul. Form resten af dejen til en kugle og tril den aflang i den ene side med hånden på skrå mod bordet. Drys mel på bord og hånd efter behov. Anbring dejproppen i hullet med den spidse ende nedad. Stik et par fingre ned i hullet under dejproppen og tryk den fast til bunden og den store kugle. Pensl overfladen let med æggeblomme-mælken, men ikke i revnen mellem prop og bund. Til små briocher deles dejen også i en tredjedel og to tredjedele. Del hver portion i otte stykker og form otte små briocher som beskrevet.

5. Lad briochen hæve til omtrent dobbelt størrelse. Pensl den igen med æggeblomme-mælk og bag den først ved 220° i 10 min. og derefter ved 190° i yderligere 15-20 min., til den er gylden og gennembagt. Vend den ud på rist og lad den køle af. Små briocher skal kun bage 15-20 min. i alt.